12. september: Techno Mythologies by Wang & Söderström Christians 4s bryghus
Anny Wang og Tim Söderström tager imod os i deres smukke udstilling “Techno Mythologies” kurateret af Majken Overgaard. Kunstnerne er selv på barsel og har deres lille på 3 måneder med. Derhjemme har de en 4-årig, så de føler sig godt tilpas blandt børn. Invitationen til at skabe en stedsspecifik udstilling i Christian 4.s bryghus kom mens Anny var gravid, og åbnede 3 uger efter baby blev født. Rimelig vildt!
De fortæller at udstillingen er bygget op i 3 rum, som de kalder himmel, jord og underverden. Nedenfor følger et “live resumé” som jeg skrev undervejs mens vi gik rundt i udstillingen og fik fortalt historierne bag værkerne på engelsk:
Each room representing a mythological creature, accompanied by a scent; in heaven it’s the phoenix and the scent of “oxon”.
In the heaven room, the aim is to critize “the cloud”, and the phoenix symbolizes a rebirth. The artists aim to rebirth technology.
The scent research mostly took place on reddit, and the scents themselves were ironically purchased online, from a Spanish company selling scents.
In the Earth room, the scent is “cedar”. The artists quotes Donna Haraway, who says we are all cyborgs. There should no longer be any clear distinction between culture and nature, since everything, eg. our memory is outsources to technology, through “the cloud”. Digital and physical realities are no longer divided, and another recurring motif in their exhibition is the hands, symbolizing “handlingskraft” and “håndværk”. Tim explains how tactility is connected to the way we perceive visually; the brain remembers the touch of something soft, smooth, hard or edgy when it sees an image of it.
Sweden is at the forefront when it comes to digitalizing the education system, and it makes me think about how big tech companies have colonized the most important tool we, as humans have (according to Ursula K Le Guin): the ability of imagination.
I miss the mythology creature of Earth, but perhaps it’s the tree ygdrasil, or perhaps it’s butterflies, or perhaps, it may be swarms of grasshoppers? At least, in the second room, we meet a lot of insects. They are all on their way to somewhere, carrying something, just like data cables and machines.
In the Underground room, the myth creature is a snake.
For their research in the underground connection to technology, the artists mention the thousands or millions of people including children, mining cobolt for technology. Anny and Tim points out that we often tend to think it’s far away, in Africa, but it also happens in Sweden. And here it is also the indigenous people in the Saami areas being forced away from their homes, in favour of a EU “green transition”. Therefore they’ve included a reindeer in the final room together with the metallic scent, that reminds one a bit of the smell of blood or aluminium vessels.
Finally the small sculptures that can be seen in all the rooms resembling parts of tree trunks, are inspired by yggdrasil, the tree of life from norse mythology, which the artists originally used to map the floor plan and divide it into heaven, earth and underground. They also mimick the casting of the original sculptures presented at the brewhouse we’re in, where most of them are castings. Some of the yggdrasil pieces has mycelium attached, just like the interconnectedness of the world wide web also know as the internet, we’re all linked to, part of, contributing and addicted to.
So much more could be said about this exhibition, since it’s really one of a kind, and very well thought through. So many ideas, sources of inspiration and so many works. I am beyond impresed, and so was the Danish Arts Council, who recently decided to premiere the exhibition, which is one of the biggest honours artists can receive. Congratulations Anny and Tim, on parenthood, art and the rebirth of technology – I do not fully understand what that means yet, but I’m neverthess 100% supportive of your mission. Thanks for showing us around, I cant wait see what’s next from your hands!
Enjoy Barsel ❤
5. september: Sophie Calle hos Wilson Saplana Gallery
Vi besøgte Sophie Calle udstillingen hos Wilson Saplana, og havde fornøjelsen af begge gallerister, som bød velkommen med kaffe og introduktion af galleriet, samt en grundig, sjov og spændende rundvisning i form af detaljeret, og anekdotisk gennemgang af de individuelle værker.
Christina Wilson har været en af de stærkeste stemmer på den danske kunstscene i mange år, først som gallerist og senere hen rådgiver. Siden sidste år har hun – sammen med sin partner Nanna Saplana – holdt til på Vesterbrogade, lige overfor hovedbanen i deres nyåbnede galleri Wilson Saplana. Christina har kendt den verdensberømte stjerne Sophie Calle i 17 år, og derfor fået mulighed for at vise hende som det første galleri i Danmark. Næste år planlægger Louisiana en kæmpe soloudstilling med den franske konceptkunstner, og det er således lidt af et scoop, at et ”lille og nyåbnet” galleri kan præsentere hende først.
Sophie har selv været med til at kuratere udstillingen, siger de, og den handler om hendes mor, hendes forhold til sin mor, og et enkelt værk handler også om Sophie selv som mor – til sin kat vel og mærke. Sophie har ikke selv børn, og hader når folk til middagsselskaber taler for meget om deres børn. Så hiver hun telefonen frem og viser billeder af sin kat.
Til værket Maternité fortæller hun:
”I never wanted to have children. But, as I was insisting upon this, someone pointed out that I behaved toward Souris as though I were his mother. It was true, I was enchanted by his grace. He was the funniest, the smartest. His portrait was my screen saver. Whenever, as they always do, parents showed pictures of their children, I, not to be outdone, pulled out one of him. And so I decided to take the next step and give birth to my cat. I asked my vet for advice in order to simulate a pregnancy for the usual gestation period (58 to 63 days) and purchased a small black and white stuffed toy. I never went through with it. Was it because summer was the wrong time to be wearing a fake belly? Or because I feared being made fun of by my friends in the village? In the winter, I was traveling, hanging shows… As I kept postponing motherhood, Souris grew old. It no longer made any sense.”
Maternité er et selvportræt af Sophie der ”føder” sin kat.
Mens vi var på besøg i udstillingen kommer en journalist fra Art Matter (tidligere Kunsten.nu) forbi. I kan læse hans portræt af kunstneren her.
og resten af Sophies egne tekster her:
29. august: Dobbelt udstillingsbesøg i indre by
Kujahn Blask hos Tom Christoffersen:
Kathrine Børlit tog imod os og fortalte om sit arbejde med den underkendte kunstner Kujahn Blask, som flygtede fra nazi Tyskland i 1937 og gik under jorden i Danmark pga sit politiske engagement som kommunist. Hun begyndte først at male sent i livet men fik hurtigt succes i form af udstillinger og opmærksomhed fra kunstnerkolleger, trods sit køn og sin alder. Måske netop i kraft af sit køn og sin alder, stod hun stærkt i sig selv; hun var alenemor med 4 børn og måtte tjene penge via andre veje end kunsten. Hun havde med andre ord andre ting at bekymre sig om, end at passe ind i en kunstverden.
Den første censurerede udstilling hun blev optaget på var KE , kunstnernes efterårsudsstilling på Den Frie, hvor man søgte anonymt. Her kunne hun ligesom så mange andre kvindelige debutanter gennem tiden, altså undgå at blive vurderet på sit køn, men udelukkende på sit værk. Blasks udtryk ændres markant igennem årene, og Katrine fortæller om de forskellige efterkrigsstrømninger CoBrA (den legende og farverige) og Linjen 2 (som skabte konkret og geometrisk kunst). Ligesom kunstneren Hilma af Klint (1862-1944) var Blask interesseret i spiritualitet, hvilket, forklarer Katrine, også var en af byggestenene i Bauhaus bevægelsen.
Jeg glæder mig til at læse Katrines bog om Kujahn som udkommer d. 7. September og så håber jeg på at vi om et par år får lov at opleve kunstnerens historie på det store lærred i form af en dokumentarfilm.
Veronica Rigét i Danske Grafikeres Hus:
Veronica har deltaget i Kunst på Barsel siden hun selv var højgravid med sin Falke som nu er 8 måneder. Det føles derfor ganske særligt at blive lukket ind i netop hendes og hendes børns univers i form af denne udstilling, som bl.a. handler om fertilitetsbehandling.
I stueetagen ser vi kobbertryk frembragt under hypnose og kunstneren reflekterer over hvordan dette her trancetadie, giver opfattelsen af, at der ikke er noget op og ned, ligesom barnet i livmoderen lever uden tyngdekraft.
På første sal så vi eventyrbilleder, som Veronica havde lavet under et ophold på Statens Værksteder for Kunst for år tilbage. Alle bar de smukke, drømmende, poetiske og melankolske titler og motiver. Hvordan ser verden ud, når man aldrig har set den udefra, men kun hørt om den indefra, spørger hun, i sine værker.
Hun fortalte også om hvor taknemmelig hun er for sin egen mor, der har passet hendes barn, mens hun har forberedt denne udstilling.
Af hjertet tak Veronica, både for at skabe denne udstilling og for at dele din historie med os 🫶 Det rørte os alle dybt, og det jeg har ikke rigtig kunne beskrive vores besøg her i resuméet med ord, da det var et meget særligt og intimt rum, du skabte, og som jeg føler er mest respektfuldt, at lade blive ved det, frem for at gengive det her ❤
Hele udstillingen handlede om hvordan verden ser ud når man aldrig har oplevet den udefra men kun hørt om den indefra. Et gennemgående tema var fertilitetsbehandling og alle de sorger og glæder der følger med…
4. september: Arendse Krabbes lyttesituation i den lille vilde verden støttet af Statens Kunstfond og Vesterbro Lokaludvalg
D. 4 september havde vi sammen med vores gode venner fra @denlillevildeverden inviteret billedkunstner @arendsekrabbe til at skabe lyttesituationer for to små grupper af forældre og børn. Det var en utrolig dejlig dag, hvor vi bla lærte om kapoiera, aktiv lytning og deep listening, et koncept skabt af den amerikanske komponist Pauline Oliveros, som levede mellem 1932 og 2026, og etablerede Center for Deep Listening.
Sammen med Arendse talte vi både om at lytte til hinanden og til den natur omkring os som ikke er støjende mennesker, men dyr, planter, træer osv. Arendse nævnte hvor gode børn er til at lytte, og hvordan hun selv begyndte at høre nye lyde fra byen, da hun var på barsel og vandrede rundt i timevis med barnevognen på Vesterbros gader og stræder.
Arendse er udover sin egen kunstneriske praksis, en del af den selvorganiserede radiokanal The Bridge Radio, der laver radio om asyl og migrationspolitik.
Den næste måneds tid laver hun lyttesituationer i Astrid Noacks Atelier, med inspiration bl.a. fra de gaza demonstrationer, vi sammen har deltaget i det sidste års tid. Læs hele beskrivelsen af de kommende begivenheder her:
”Du er inviteret til en lyttesituation i Astrid Noacks Atelier. Du lytter til rummet og rummet lytter til dig. Akustikken i rummet er formet af det tilstedeværende. Ud over sin akustiske optræden leder Astrid Noacks gipsskulptur Ung mand planter et træ mig til nutidens akutte behov for at plante et træ; et egetræ, et oliventræ, et hvilket som helst træ.
I lyttesituationen forekommer også forskydninger i tid og rum, når lyde fra en tidligere men aktuel begivenhed afspilles gennem højtalere. Lyden af en oplæsning vil også være til stede. Teksten, der oplæses, er vidnesbyrd fra mennesker i Gaza, vidnesbyrd hvis udsagn er til stede i rummet, idet de læses op. Det er i disse folder af tid, sted og lyd, at Pauline Oliveros ord resonerer; “Our world is a complex matrix of vibrating energy, matter and air, just as we are made of vibrations. Vibration connects us with all beings and connects us to all things interdependently.”
Måske er det evident, at vibrationer forbinder os.
Men hvordan lytter du? Hvordan lytter jeg? Hvordan skabes fællesskaber i relation til, hvordan der lyttes? Pauline Oliveros pointerer i sit manifest for lytning som aktivisme Quantum Listening; “hvordan vi lytter skaber vores liv.”
En drage og dens hale er også til stede i rummet. Den er lavet af en gruppe kunstnere og kulturarbejdere, som demonstrerer imod folkedrabet i Gaza. Dragen er også lavet i sympati for de kunstnere og kulturarbejdere, der rundt omkring i verden bliver censurerede, når de ytrer sig kritisk om folkedrabet i Gaza. Fællesskabet, som jeg også er en del af, har lånt lokaler hos Til Vægs i Lundtoftegade for at organisere sig. Dragen er inspireret af digtet “If I must die” skrevet af digter, skribent, universitetsprofessor og mentor for unge mennesker Refaat Alareer. Han blev født i 1979 – samme år som jeg. Han døde i et Israelsk luftangreb i 2023 sammen med sin bror og søster og hendes fire børn. Refaat Alareer efterlod sin hustru og deres seks børn. I april 2024 blev Refaat Alareers datter Shaima, hendes mand og deres fire måneder gamle søn også dræbt i et Israelsk luftangreb. Dragens hale er mange meter lang og har sløjfer – hver sløjfe repræsenterer et barn, der er slået ihjel i Gaza. Over 14.000 børn er slået ihjel i Gaza. Dragen er til stede i rummet på en sådan måde, at den er parat til at kunne tages med ud på gaden igen for at demonstrere imod folkedrabet i Gaza.
Lyttesituationen, du er inviteret til, er lavet i kærlighed og omsorg for dig, der lytter, Astrid Noacks Atelier som lytter, fællesskabet omkring dragen og de mennesker, der lider nød og tab.
I håbet om kærlighed og med kærlige vibrationer.
～ Arendse Krabbe”
Kilde: https://astrid-noack.dk/
Tusind tak til @vesterbrolokaludvalg og @statenskunstfond for at støtte arrangementet som lægger sig i forlængelse af udstillingen Kinship på @c4projects sidste år, og udstillingen i @denlillevildeverden denne sommer hvor @raselliida og @tiphainecalmettes udover Arendse bidrog med værker og workshops.
Hvis I har lyst til at introducere jeres børn til at lytte til træerne, vil jeg anbefale jer bogen “Skrædderkaninerne lytter til træerne”, som Mio og jeg ofte læser. Den er virkelig særlig og en god måde at lære de forskellige træer at kende på.
Ps. Hvis I kender én, der kunne trænge til en lyttesituation, kan Arendse bookes via @artbooking.nu – det kan både indgå i en arbejdsplads’ HR strategi eller være et alternativ til massage/parterapi for dig og din partner/ven/inde. I hvert fald stor anbefaling herfra!
30. August: “You May Rest” af Hello!Earth ifm Metropolis festival + politiker Ludvig Goldschmidt
Dette resumé er en blanding af mine egne noter og minder og Hello!Earths ord i deres interview på bastard.blog med en skribent, der ironisk nok har været for overworked til at lave et live-interview. Ligeledes har jeg været for travl til at skrive resuméer i flere uger, så derfor dette frit flet format:
D. 30. August mødte vi på Christiansborgs Slotsplads:
“et rum, som lidt ligner et rumskib – vi har også kaldt den en ’friendly parasite’ – 8 høje og slanke træbuer, som markerer et cirkulært rum. I midten ligger der ovale madrasser, som inviterer til at lægge sig ned eller hvile sig på anden vis.
To mennesker fejer dette cirkulære rum, meget nænsomt, igen og igen, fordybet, som i en anden tid. De tager hånd om dette rum og dets beboelse.
Når man træder ind i rummet, bliver man billedlig talt omfavnet, der er intet center eller en periferi, alt træder lige meget frem.
Rummet er åbent, har en gennemstrømning. Det er tilgængeligt fra alle sider. Folk beskriver også rummet som, at det hviler i sig selv, og at man falder umiddelbart til ro, når man træder ind i det.
Samtidig står det midt i det offentlige rum med trafikstøj, lugte og dufte, mennesker, der snakker… og den travlhed, som omgiver os.
Dette rum holder en tanke, en spekulation: Hvad vil der ske, hvis det at hvile var værdsat og del af vores daglige liv som fælleskultur? Hvad vil der ske med vores sociale liv, os selv, vores økonomi, det mere-end-menneskelige/ naturen?
Det at hvile sig i dette rum, er ikke kun dedikeret til velvære, men til at være modig – til at pege på andre måder at være til stede på i det offentlig liv. Det markerer en ’lack of rest’ i vores tilgang til at anskue produktivitet og værdi og de ubalancer, det skaber. Samtidig med at man kan udforske hvilens nuancer og kraft i fællesskab.”
– https://bastard.blog/helloearth/
You May Rest er en del af festivalen Metropolis, som hvert år har mange spændende oplevelser at byde på. Jeg valgte at vi skulle besøge netop dette værk, fordi jeg selv har ændret markant syn på søvn og hvile i takt med, at jeg blev mor. Hold nu op, hvor har jeg sovet alt for lidt, og samtidig meget mere end nogensinde før. De sidste 3 år.
Inden da fulgte jeg også Tricia Herseys Rest is resistance og The Nap Ministry, og senest er et dansk initiativ poppet up: Lurtid. Hvor førstnævnte udspringer af en dekolonial feministisk filosofi, er sidstnævnte mere ”coorporate”. Lurtid har allieret sig med bl.a. IKEA og Roskilde Festival og tilbyder voksen-lur mod betaling. I et interview med dr.dk kan man læse, at:
“Stifterne drømmer om, at omsorg bliver værdisat højere. Og at vi tør at kræve en lur.
– Tænk, hvis vi havde et samfund, hvor det ikke var mærkeligt, at du havde planlagt en lur klokken 12 om mandagen, siger Nanna Salver.
En to-timers lur hos Lurtid koster 350 kroner og foregår således, at man ligger i et lokale på måtter på gulvet sammen med andre. Man kan få tryk og strøg af kroppen og en dyne og en lille øjenpude over sig, mens rolig musik spiller i baggrunden.
Ella Koppel fortæller, at det bliver opfattet som provokerende, at de tager penge for at lave et rum, hvor de passer på andre mennesker, fordi meget omsorgsarbejde er gratis og noget, man tager for givet.
Er I med Lurtid med til at kapitalisere på et ønske om mere hvile?
– Vores arbejde er ikke gratis, og vi bliver nødt til at tage penge for det. Det er en del af at give omsorgsarbejdet værdi, men det er ikke et kapitalistisk projekt, vi skal profitere højt på. Det er for at give vores arbejde og tid værdi, siger Nanna Salver.”
Men tilbage til Hello!Earth x Kunst på Barsel. Vi får en kort introduktion på madrasserne af kunstnergruppen, som har forsket i søvn og kollektiv hvile i 6 år, inden vi selv ligger os til at hvile i de anbefalede 20 minutter.
”Hvad vil der ske, hvis det at hvile var værdsat?” spørger Hello!Earth, og nævner også ”absurditeten i, at sådan en lille, dagligdags aktion som at hvile sig kan være så politisk og radikal. Det fortæller en masse om det samfund, vi har skabt, og som vi lever i.
Vi mødte det bl.a., da vi ansøgte om at opsætte hvilerummet i foyererne på rådhuse. Mens lokale kulturmedarbejdere var meget positive og syntes, at det var et meget relevant projekt, blev projektet på mærkelige vis afvist, så snart det skulle godkendes på politisk niveau.
Så nu er rummet udenfor, midt i det offentlige rum og liv. Som på sin vis er, hvad projektet ville”.[1]
I dagens anledning har jeg inviteret min mands barndomsven Ludvig Goldschmith, som for nylig stillede op som Enhedslistens spidskandidat til EP valget, og som arbejder til daglig som klimarådgiver for folketinget. Da jeg bad ham udtale sig om hvile i samfundsperspektiv, nævnte han bl.a. debatterne omkring store bededag, pension og barsel. Da jeg spurgte ind til hvor meget plads der er til at hvile i en politiker og politiske rådgiveres arbejdsdag, svarede han følgende (frit citeret efter hukommelsen): Vi har for travlt til at læse mere end første side af de rapporter vi får. Samtidig kom han ind på den dårlige samvittighed, skyld og skam, der formentlig ville opstå, hvis man som politiker selv tillod sig at hvile, når man samtidig er ansvarlig for, at pædagoger, sundhedspersonale etc. har så ringe arbejdsvilkår, at de ikke har tid til at holde pauser.
På Christiansborg (og de fleste andre arbejdspladser formoder jeg), vises engagement ikke ved at hvile og man må ikke sove på kontoret, fortæller Ludvig. Vi talte også om hvordan politikere, ligesom i krig, anvender tid og stress som magtfaktor, til at spille hinanden ud. Og det der med at slå hinanden hjem, er jo ret velkendt og udbredt på slotsholmen. Ludvig nævner at 8 kolleger er gået ned med stress på en måned, og for et års tid siden bragte Zetland en række artikler om embedsværkets vanvittige arbejdskultur under titlen Alting Haster. Den første artikel i serien hedder ”De arbejder med hjernerystelse, under barsel og i en partybus” og starter med følgende citat:
”Slotsholmen var der, mine drømme gik hen for at dø”…
Man kan vel næsten sige at Hello!Earth skabte det modsatte; et hvilested for travle forbipasserende, hvor man for en enkelt dag kunne lægge sig til rette og lade drømmene blomstre op. Drømmen om en verden hvor alle har tid og ret til at hvile, lever i hvert fald i mig, og det handler selvfølgelig ikke om den slags hvile, der forbindes med restitution, så man kan øge produktivitet og effektivitet, som de 15 mennesker fra DI’s HR afdeling, der tilfældigt var gået forbi You May Rest på Rådhuspladsen, havde foreslået.
Her er endnu et par artikler om søvn-revolution og narkolepsi (kronisk træthed) fra Zetland.
Ludvig nævnte også stressfaktoren i al den selvpromovering vi foretager os på sociale medier, og for politikere især, kontrasten til tidligere hvor den trykte presses daglige deadline også gav tid til hvile. Nutildags er vi ingen gang offline mens vi spiser makrelmadder eller ammer. Gad vide hvordan vores børn bliver hvad angår 24/7-tidsånden? Jeg tænker de går i den diametralt modsatte retning, for de er med garanti væsentligt klogere end os, og har ikke lyst til at ende som vores zombie agtige generation…
[1] https://www.dr.dk/nyheder/kultur/der-er-kaldt-til-kamp-mod-stressede-hverdage-og-hoej-produktivitet-og-vaabnet-er
KUNST PÅ BARSEL 